Meditation – Kom godt igang

Meditation kan være en svær disciplin og for mange af os er det bare ”lettere sagt end gjort” og bestemt ikke ligetil at skabe os en daglig meditationspraksis.

 

Det er min erfaring at der kan være masser af præstation forbundet med at meditere.

 

Vi tror måske ikke vi kan! Vi tror måske det er meget svært! Vi tror måske at vi skal være på en bestemt måde – spirituelle! Vi tror måske at det handler om at sidde i lotusstilling og chante OM! Vi tror måske at der er noget der er mere rigtigt end andet! Vi tror måske at vi ligeså godt kan la’ være!

Skab de bedst mulige ydre betingelser

 

Vi og vores sind er dagligt optaget af 1000 gøremål og tanker. Der er meget vi skal og endnu mere, vi tror vi skal.

 

Vores sind har brug for rolige omgivelser, og derfor har vi brug for at skabe ro omkring os så vi kan give os selv de bedste betingelser for at lykkes.

 

  • Vælg et sted hvor du kan sidde uforstyrret.
  • Skab et sted der er rart at være. Måske med blomster og tændte lys.
  • Fortæl dine børn, din mand/kone, din kæreste, din roomie, din hund at du, det næste stykke tid, har brug for at være alene uden at blive forstyrret.
  • SLUK telefonen m.m.

Skab de bedst mulige indre betingelser

 

I en travl hverdag, som ofte også er fyldt med masser af input fra sociale medier, facebook, telefoner, sms’er m.m. oplever vi at være ”i vores hoved” det meste af tiden.

Det er min erfaring, at det er godt hvis vi bruger lidt tid på at “flytte os fra hovedet” og bringe vores opmærksomhed ned i kroppen. Hvis vi kommer ”hæsblæsende” ind ad døren og ”kaster” os ned på meditationspuden, gør vi det en del sværere for os selv, at arbejde mod at stilne vores sind.

 

  • Skab kontakt til din krop ved at mærke fornemmelsen af kroppen mod puden/stolen/gulvet du sidder eller ved at bringe al din opmærksomhed mod det du mærker  i din krop lige nu.
  • Brug dit åndedræt ved at fokuserer på åndedrættes bevægelse ind og ud af din krop eller tag nogle lange dybe åndedrag, indtil du mærker at du bliver roligere
  • Dans  er en skøn måde at blive ”kropslig” på, inden vi sætter os på meditationspuden. Når vi bevæger os bringes vores opmærksomhed helt naturligt mod vores krop
  • Skab jordforbindelse ved at bringe al din opmærksomhed ned mod dine fødder og kontakten til underlaget/gulvet.

Vælg en kropsstilling der passer dig

 

Vores kropstilling påvirker vores nervesystem og vores mentale tilstand, og derfor er det vigtigt at vi sidder på en måde som gør at vores krop kan være afslappet når vi sætter os til rette i meditation.

 

En kropsstilling hvor vi kan sidde uden ubehag og smerter. Hvis vi sætter os i en stilling hvor vi er anspændte, f.eks. hvis knæ og hofter kommer til at gøre ondt, sker der helt automatisk det, at vi kommer til at bremse vores åndedræt. Så hvis det betyder at du skal bruge puder, tæpper og pøller til at støtte dig krop, så gør endelig det.

 

Du kan sidde i skrædderstilling eller du kan sætte dig på knæ. Du kan sætte dig på gulvet, bruge en meditationspude eller en hvilken som helst anden pude. Måske er det bedste for dig at sidde på en stol eller en skammel. Det er ikke fordelagtigt at ligge ned når du meditere, da denne stilling hurtigt kan blive for afslappet og måske gør at du falder i søvn, hvilket ikke er hensigten.

 

Det vigtige er, at du finder ind i en stilling der føles god og er mulig for dig og ikke mindst, din krop.

Brug dit åndedræt

 

Vores åndedræt er den korteste vej tilbage til os selv (hvis vi har været væk). Åndedrættet der kan hjælpe os med at skabe indre ro, skabe det bevidste nærvær og bringe os tilbage til nu og her. Når vi starter vores meditationspraksis, kan åndedrættet være os til stor hjælp.

 

Meditation handler i første omgang ikke om at tømme vores sind og blokere alle vores tanker. Meditation er mere en disciplin i at håndtere vores tanker, så de ikke overtager os og vi ikke lader os ”forføre”.

Vi skal i gang med at træne. Vi skal træne vores koncentration. Lige som alle andre muskler skal trænes, skal vi også træne vores koncentrationsmuskel, så vi bliver bedre og bedre til at være med og håndtere vores tanker og ikke lade os ”forstyrre”.

 

En af måderne hvorved vi kan skærpe vores koncentration er ved at gøre brug af vores åndedræt. Min opfordring til dig er, at starte med at meditere med fuld opmærksomhed på dit åndedræt.

Bring al koncentration til opmærksomheden på dit åndedræt. Observere dit åndedræt. Bliv opmærksom på åndedrættes bevægelse ind og ud af din krop eller fornemmelse af åndedrættet ind og ud af dine næsebor. Lad din fulde opmærksomhed gå til pausen mellem din ind- og udånding eller måske mavens bevægelse ud og ind i takt med dit åndedræt. Der er mange muligheden.

 

Hvis du undervejs oplever at slippe koncentrationen – og det vil du gøre – så bring blot dig selv tilbage til åndedrættet igen. Kærligt, accepterende, uden bebrejdelse og uden at komme til at ”slå dig selv i hovedet”, bringer du dig selv tilbage til den bevidste opmærksomhed på dit åndedræt.

”Hvis en plante skal trives godt, må du vande den en smule hver dag. Hvis blot du pøser en spand vand på den en gang om måneden, vil den højst sandsynlig dø mellem vandingerne”

 

Citat fra bogen ”Hvorfor meditere?”

Sæt realistiske mål for din meditaionspraksis

 

Hvor lang tid skal vi meditere? Hvor ofte skal vi meditere? Er der noget der er rigtigt – er der noget der er forkert? Er der noget der er bedre end andet?

 

Med en kortere og regelmæssig meditation er der langt større chance for at vi lykkes med at få en kontinuerlig, måske endda en daglig meditationspraksis. Mit råd er, at starte med små korte meditationer fremfor lange meditationer, som så kun bliver en gang imellem. Sæt dig nogle realistiske mål for hvor ofte og hvor lange (eller korte) dine meditationer skal være.

Måske er det rigtig for dig at starte med 5 minutter om dagen. Det vigtige er, at du finder ind til den form, en længe og frekvens der føles rigtig, giver mening og er mulig i en vedholdende daglig praksis.

Slip intensionen om at opnå noget bestemt – vær med det der er

 

Noget af det jeg oplever kan gøre, en i forvejen ikke nem disciplin mere udfordrende, er hvis vi tror vi skal opnå noget bestemt. At vi, hver gang vi sætter os tilrette, vil at der skal ske noget bestemt i vores meditation.

Det er lidt lige som at male et maleri. Hvis vi fra starten, har en forstilling om præcis hvordan maleriet skal se ud (fordi det skal passe over sofaen i stuen!), er det min erfaring at processen bliver tung og ufri. Hvis vi derimod tillader os, at ”se hvad der sker” og at “være med det der er” uden at tænke for meget, bliver arbejdet med vores maleri en helt anden fri, legende, sjov og let oplevelse.

Når vi beslutter os for at starte med at meditere, har vi gjort os nogle tanker om hvad det er vi gerne vil opnå med vores meditationspraksis.

Vi har, helt naturligt, en intention med at gå i gang. Hvad er vores mål med at skabe det stille rum for os selv? Hvad er vores mål med at meditere?

Vi vil gerne tilegne os teknikker, der kan støtte os i, at stilne vores tankesind. Måske ønsker vi, at skærpe vore intuition og koncentration, eller måske er det ønsket om at opnå fuldstændig ro indeni, i både krop og sind.

Hvis vores intention er at sidde med fuldstændig ro, bliver oplevelsen formentlig en anden. Der vil være tanker, følelser, kropsfornemmelser der vil trække dig væk fra roen. I stedet for at kæmpe – for det kan hurtigt blive en kamp – så lad tankerne, følelserne eller kropsfornemmelserne være der. Uden at give dem alt for meget opmærksomhed, uden at lade dig forføre. Lad dem være en del af dette NU.

 

“Slip intentionen om at opnå noget bestemt. Vær nærværende tilstede med alt det der er lige i dette øjeblik.”

 

Rigtig god fornøjelse

Kærligst Ida